De sidste knap 2 uger har stået på sejlads fra Guadeloupe til Montserrat, hvor vi blev nogle dage, herefter videre til Antigua sammen med Torben og Lene, som vi sagde farvel til d. 14.1. Vi (Leif og Helle) er stadig på Antigua.
Sejladsen fra Guadeloupe (Deshaies) til Montserrat (Little Bay) var den første længere sejlads, så vi havde planlagt at starte tidligt, for at være sikre på at nå frem i god tid inden solnedgang.
Vi nåede frem tidligt nok til at vi kunne blive tjekket ind, inden kontorerne lukkede kl. 16. Vi lå for anker i bugten Little Bay på nord-vest siden af øen.
Montserrat er en lille ø, der i 1966 valgte at fortsætte som britisk kronkoloni i stedet for at få selvstændighed. Øen er noget speciel. I 1989 raserede orkanen Hugo det meste af øen. Og i 1995 startede vulkanen Soufriere med vulkansk aktivitet og lavastrømme, der først ophørte helt i 2010. Hovedbyen Plymouth blev udryddet af lava og ca. 2/3 af øen er stadig afspærret.
Før vulkanudbruddet boede der ca. 15.000 på Montserrat, idag bor der kun ca. 5.000.
Vi kom sejlende op langs østsiden af øen. Herfra så øen meget gold ud, præget af de gamle størknede lavastrømme. Men da vi senere kom i land kunne vi se, at det er en meget frodig og bjergrig ø.
Little Bay er der man ligger, når man skal tjekke ind på øen. Derudover er der kun ca. 2 mindre ankersteder på vestsiden af øen. Ingen af dem er særlig beskyttede. Der lå kun 2 andre sejlbåde i bugten, men til gengæld kom der både færger og tankskibe, der lagde til ved deres lille mole. (De er igang med at bygge en større mole, også til krydstogtskibe!). Det var noget spøjst at se, at en tanker nærmest lagde til lige ved siden af det sted, hvor Leif havde lagt vores gummibåd, mens han tjekkede os ind.
Mens Leif tjekkede os ind (og heldigvis blev vi tjekket ud samtidig) – besøg på 3 forskellige kontorer, det ene to gange – blev han kontaktet af en taxi og tourguide, Sam Sword, der tilbød en tur rundt på øen dagen efter. Den tog vi.
Vi gik en lille tur på en sti gennem den vilde skov i et naturreservat, prøvede at få øje på diverse fugle og blev introduceret til diverse frugter og smagte på deres helt rene kildevand, der springer fra undergrunden.
Og selvfølgelig var vi på nogle udsigtspunkter nær Montserrat Volcano Observatory, hvor vi kunne se ud over noget af det område, og hele den gamle hovedstad, der blev ødelagt af lava ved vulkanudbruddet. Det meste af området er idag ved at blive fuldstændig dækket af bevoksning igen. Vi kørte også ned og så det sted, hvor de før vulkanudbruddet havde en marina. Den er nu fuldstændig dækket af vulkansk klippe, jord og beplantning, men man kan se noget af det gamle kajanlæg i klipperne.
Efter 2 nætter ved den noget urolige Little Bay sejlede vi til Antigua, i modvind, men vi kunne lige akkurat holde den rigtige kurs. Vi lagde os for anker i Jolly Harbour i bugten Moscito Cove. Vi ankom efter custom & immigration lukketid, så Leif måtte vente til næste morgen med at tjekke os ind i Antigua. En proces på 4 kontorer og 5 besøg i alt, og trods udfyldelse af online skemaer, også gentagelse på papir. Det gamle engelske bureakrati hersker stadig her!
Det var et meget roligt ankersted i en stor, lavvandet bugt (sand, ned til 2m dyb), så ankeret blev lagt med forsigtighed og kølen delvist oppe.
Efter 2 nætter sejlede vi videre mod nord til Deep Bay. Det er en bugt, der byder på gode snorkel muligheder – vi så både stingray/rokke og skildpadder. Desuden var der en fin gåtur op til Fort Barrington, hvorfra man bl.a. kan se ind på hovedstaden St.John’s. Det er tydeligt at Antigua tiltrækker mange turister. Der er mange resorts, der ligger helt ned til vandet, er indhegnet med vagter og hvor man kun må komme ind, hvis man har deres armbånd på. Så det var noget af en udfordring, da vi forsøgte at gå rundt om Deep Bay, med alle de indespærrede turister bag hegn, der blokerede vejen. Til sidst måtte vi give op og vende om.
Vores ide var at sejle om på østsiden af Antigua i 2 stræk for at nå om til øen Green Island, hvor man kan ligge for anker beskyttet af diverse koralrev. Og derefter slutte af med sejlads til English Harbour, hvor Torben og Lene så skulle slutte turen med os.
Det lykkedes ikke, vi måtte ty til en plan B. Under den første sejlads, begyndte motoren at gå uregelmæssigt, så vi blev nødt til at sejle ind et alternativt sted. Det blev ved en bugt med en meget flot strand og helt lysende grønt vand, Jumby Bay på Long Island. Det var så fornemt, at stranden og resortet var privat og vi måtte derfor ikke gå i land.
Leif gik så igang med at fejlfinde – hvorfor kom der ikke diesel nok til motoren? Var der luft i systemet? Var der skidt i filtre?
Der blev skiftet filtre (så rene ud) og et stykke kinket dieselslange blev skiftet. Motoren blev testet, og kørte fint igen.
Næste dag forsøgte vi at sejle videre til Green Island. Men måtte hurtigt give op. Det blev kun en kort tur væk fra stranden og tilbage igen. Motoren gik stadig uregelmæssigt, så Leif måtte på den igen med fejlfinding. Da vi i processsen ville afprøve vores nøddiesel-system (trække diesel fra en dunk direkte til motoren) fandt Leif problemet. Det var en utæt trevejshane der, trods stramt spændbånd, lækkede diesel, og trak luft ind. Den blev repareret, men der var gået så lang tid at vi besluttede at tage et ekstra døgn ved Jumby Bay.
Dagen derpå kunne vi sejle videre. Vi blev nødt til at sejle direkte ned sydpå til English Harbour, da immigrations reglerne siger, at når nogle personer forlader en sejlbåd, for at rejse videre med fly, så skal man dagen før møde op på immigrations kontoret for at få påtegnet bådens crew-liste. Og immigrations kontoret ligger i English Harbour.
Det var en relativt lang tur langs østkysten med skrå modvind (bidevind), regnbyger og en del Atlanterhavsbølger, og behov for at zig-zagge sig frem mod vinden. Men så fik besætningen øvet sig i at tacke (stagvende) undervejs, og var ret skrappe til at få genuaen rundt i vendingerne. Sejladsen det sidste stykke sydpå var bedre, med medvind og medbølger.
Vi lagde os for anker i bugten Freeman Bay, der ligger lige udenfor English Harbour. Det er et meget smukt sted, med udsigt til den gamle engelske flådestation og med god mulighed for snorkling. Lige mellem os og stranden var der et godt snorkelsted, hvor det både lykkedes os at svømme med en skildpadde og en stingray/rokke, udover mange revfisk. Det var også spændende at gå rundt i den gamle del af English Harbour, der var Lord Nelsons yndlingsbugt i Caribien, med mange fine bygninger fra 17-1800 tallet.
Den 14/1 sagde vi farvel til Torben og Lene efter godt 2 ugers godt selskab og gode oplevelser.
Fra Freemans Bay er der forskellige muligheder for vandreture, hvor vi har prøvet et par stykker. De er smukke med flot udsigt. Det er en aktiv sejladshavn, og vi så både starten på “Oyster Regatta”, en 16 måneders tur rundt om kloden i de flotte 60 fods Oysters sejlbåde, og så afslutningen på konkurrencen om at ro over Atlanten, hvor en engelsk robåd med 5 personer vandt efter godt 35 døgn!
Freemans Bay er et dejligt sted. Men udfordringen ved det ankersted er, at alle både drejer 360 grader rundt og det sker IKKE i takt, som normalt – vind og strøm giver megen turbulens. Det er ikke alle, der er klar over det, så nogle ankrer alt for tæt. Efter nogle nætter, hvor der var kommet sejlere ind, som lagde sig tæt op ad os, og en enkelt også endte med at støde ind i os, er vi nu sejlet videre til en anden bugt, Falmouth Harbour, der ligger på den anden side af English Harbour. Vi regner med at bruge noget mere tid på at se Antigua, det er en dejlig ø. Og så venter vi på god vind til den videre sejlads, der nok vil gå sydpå igen.