Lavtrykket/cyclonen Hermine gav en del regn og blæst på Gran Canaria og Tenerife. Det betød at vi blev et par dage længere i Puerto Mogan på Gran Canaria end først forventet .
Onsdag d. 28/9-2022 ca. 8:30 sejlede vi afsted fra Puerto Mogan mod Santa Cruz på Tenerife.
Vi havde forberedt os på den typiske vejrsituation, der er ved De Kanariske Øer. Der er stærk vind og bølger i accellerationszoner mellem øerne. Det vil sige, at der ofte er svag vind inde ved kysten, som hurtigt skifter til meget stærk vind og bølger mellem øerne. Den stærke vind kommer som oftest fra N eller NØ.
På en båd holder man øje med 2 vindhastigheder. TWS er True Wind Speed (TWS, den sande vindhastighed) mens Apparent Wind Speed er den vind, der rammer båden (AWS, kombinationen af modvind fra bådens fart og den sande vind). Ved halvvind er AWS typisk er et par knob mere end TWS, så det oplevede vi også under overfarten.
Vi havde storsejlet i andet reb (dvs vi sejlede med så lidt sejlareal, som båden kan) før vi kom ind i accellerations zonen med vind på tværs. I løbet af kort tid – ca 20 min. – gik vindstyrken fra 5,5kn (kl 11:39 UTC) til 25,3kn (kl 12:01 UTC), med vindstød til 30Kn, som det fremgår af grafen her:
Så da den stærke vind og bølgerne meget pludseligt ramte os, skulle vi blot rulle forsejlet ind til ca 1/3 størrelse. Den stærke vind aftog undervejs, men holdt sig hele vejen på 15-20kn til Santa Cruz og desværre også inde i selve marinaen, der ligger ubeskyttet for vind fra nord. Så det var en svær “landing” mellem 2 andre både i stærk sidevind. Men med god hjælp fra andre sejlere kom vi på plads i Marina Santa Cruz efter ca. 8 timers sejlads.
Santa Cruz er en meget hyggelig by, hvor marinaen ligger lige ved centrum. Det betyder at vi har fået set en del af byen, fordi vi selvfølgelig skulle på shopping i Marine butikker. Og de lå spredt over en stor del af byen.
Vi havde nogle vedligeholdelsesopgaver på programmet. Der skulle bl.a. skiftes et par stolper (septorer) på søgelænderet. Et problem med køleskabet viste sig at skyldes en defekt ventilator og et problem med bovpropel batteriet kræver udskiftning af en sikring. Den nye varmeveksler til motoren blev malet, osv. Så der gik lynhurtig 6 dage i Santa Cruz, ingen tid til at se øen denne gang.
Vi har nu gennemført de 2 første strækninger af de planlagte 3 stk for 2022. Det har været en stejl indlæringskurve. Vi er glade for at konstatere at LUNA er solid og sejler godt. Vi har haft stor glæde af vores solceller og vindmølle. Det har ikke været nødvendigt at få strøm fra land eller ved brug af motor eller generator. Vores ferskvandsanlæg har også fungeret upåklageligt. Det laver godt vand, der er lige til at drikke fra hanen.
Den 5/10 rejste vi hjem til DK. Til november vender vi tilbage til LUNA for at forberede det sidste inden LUNA skal være helt klar til at krydse Atlanten med 5 personer ombord. Forventet afgang fra Santa Cruz ca. 2/12 og forventet ankomst til Barbados inden jul.