Den 8. januar sejlede vi fra Carlisle Bay på Barbados op nord på, til Port St. Charles, hvor vi tjekkede ud af Barbados og fik fyldt diesel på.
Herfra gik turen mod BEQUIA (udtales “Beck-way”), der er den første ø i Grenadinerne lige syd for Saint Vincent. Det var vores plan at nå frem til Bequia, Admiralty Bay før solnedgang, så vi tog afsted kl. 01.30 om natten den 10/1. Det blev en god sejlads, der startede i mørke men med månelys. Der var god medvind, hvilket betød at vi satte sejlene i butterfly. Om formiddagen havde vi gang i fiskeriet og vi var heldige at fange en mahi-mahi/guldmakrel på nogle kilo. Frokosten stod på fisk og der var mere til næste dag. Efter middag kom nogle heftige regnbyer, men heldigvis forsvandt de igen lige før vi nærmede os Bequia. Det lykkedes os at kaste anker lige præcis ved solnedgang.
Som det første næste dag skulle vi tjekke os ind i Saint Vincent og Grenadinerne. Det foregik heldigvis altsammen i samme bygning på hovedgaden i byen Port Elizabeth. Både Port (havnemyndigheder), Customs (told) og Immigration ligger samtlet i een bygning. Forinden havde vi udfyldt alle “tjek-ind” papirerne online på SailClear. Men der var så dårlig internet forbindelse, at de ansatte ikke kunne komme på systemet – så vi udfyldte lige det hele igen på papir med 3 gennemslag.
Vi har et rigtigt godt indtryk af øen, venlig befolkning, afslappet og hjælpsom stemning.
En dag gik vi en tur over til den modsatte side af øen, hvor der findes et Turtle Sanctuary. Det blev oprettet i 1995 af en privat mand med det formål at forsøge at redde nogle af de udrydningstruede havskildpadder af arten Hawksbill turtle. De indsamler æg og sætter først skildpadderne ud igen, når de er 5 år gamle. Idag køres stedet af en søn til ham, der oprettede stedet. Det er et prisværdigt initiativ, som er afhængig af donationer. Stedet er lidt sølle, og har set bedre dage, men vi kan da håbe på at de stadig redder nogle skildpadder. Vi snakkede med ejeren, der havde drukket rigeligt med morgenmad, og da han skulle ind og drikke frokost i byen tilbød han os at køre med de 4 km. Det var med lidt bævende hjerte vi sagde ja, men alt gik godt, ofte med 10-20 km/h på de meget små veje.
En anden gåtur gik rundt i vores bugt – Admiralty Bay – over til modsatte side, ved Margareth Beach
Den 16. januar sejlede vi først mod en lille ø, PETIT NAVIS. Det er idag en øde ø. I tidligere tider har man fanget hvaler herfra. Hvis vi ikke havde kendt til historien om hvalfangeriet, ville vi ikke have opdaget det.
Bagefter sejlede vi videre til øen ISLE Á QUATRE, hvor vi fandt et totalt roligt ankersted (og vi havde det for os selv). Mellem os og stranden var der et lille koralrev, så vi kunne snorkle lidt efter fisk og koraller.
Vi havde jo haft lidt af et skildpadde tema siden vi lå i Carlisle Bay på Barbados. Så vi besluttede den 17. januar at tage en modvindssejlads ud til øen BALICEAUX, hvor der lever landskildpadder. Det er jo ellers et princip, at vi ikke sejler i modvind…
Efter ca. 3½ times modvinds- og bølgesejlads nåede vi frem til bugten LANDING BAY. Det er nærmest en ubeboet ø – der står et forfaldent skur og nogle får og høns går rundt. Overalt langs stranden ligger der store tomme konkylier.
Da vi kom i land, så vi hurtigt flere halvstore flotte landskildpadder.
Undervejs på sejladsen havde vi bemærket en ulækker dieseldunst fra bagkahytten. Da vi fik undersøgt det nærmere, viste det sig, at vores “onde ånd” – eftervirkningerne fra dieselpesten i dieseltanken – var dukket op igen.
Så det emne slipper I ikke for at høre om igen… I april 2022 fik vi af nogle professionelle i Port Napoleon i Frankrig ryddet alt dieselpesten ud af dieseltanken. Bunden blev lappet og overmalet med epoxy for at lukke alle huller og tendenser til huller. Der blev lavet 4 nye inspektionsluger i dieseltanken for at det kunne lade sig gøre at komme ind i alle de 4 compartments i tanken. Hver inspektionsluge er dækket med noget nitrilgummi og ovenpå det alluminiumslåg. Nu viste det sig, at nitrilgummiet IKKE længere var tæt – der sivede diesel ud. Så måske er det slet ikke nitrilgummi, der er sat på, eller i hvert fald af halvdårlig kvalitet.
Så Leif lavede en midlertidig “lapning” af de utætte steder indtil vi ville kunne komme til at skifte nitrilgummiet ud. Vi har noget nitrilgummi i reserve på båden – og i en bedre kvalitet mener vi, end det der er blevet brugt ved de 4 nye inspektionsluger.
Det var ikke muligt at udskifte gummiet ved ankerpladsen på BALICEAUX – vi lå alt for uroligt i vandet, idet der var en del bølger. Samtidig havde vi en næsten fuld dieseltank, så der var ikke plads til mange skvulp.
Næste dag sejlede vi for at finde en ankerplads med lidt mere “fladt vand”. Vi sejlede først i medvind til den gode ankerplads vi havde prøvet ved ISLE Á QUATRE. Men den var lidt for urolig. Vi overvejede at sejle tilbage til BEQUIA, som vi havde oplevet som rolig i 5 nætter. Men vi valgte istedet at sejle lidt mere sydpå til øen CANOUAN, hvor der også så ud til at være en meget dyb bugt, Charlestown Bay, hvor vi håbede på roligt vand.
Det viste sig så ikke at være tilfældet. Så efter 1 urolig nat ville vi sejle væk fra den bugt. Men da vi skulle hive ankeret op, gik vores elektriske ankerspil i “udu” – det strejkede. Vi har 3 gang tidligere (på 3½år) oplevet små “udfald” af minutters varighed, som hurtigt gik over. Men ikke denne gang, spillet var helt dødt.
Leif analyserede, målte strømstyrker, rensede ledninger osv. I flere omgange. Det viste sig, at det formentlig er relæet til ankerspillet, der er ustabilt, der ser ud til at komme fuld strøm til anlægget.
På CANOUAN er der en mand, der beskæftiger sig med bådel o.l. Ham ringede vi til. Han lovede at komme og se på det kl. 14 samme dag. Det gjorde han så ikke. Næste dag ringede vi til ham igen. Han ville komme lige så snart han havde skiftet en vandpumpe på en anden båd. Han kom så heller ikke den dag.
Imens brugte vi tiden på at prøve at finde lidt mere effektive muligheder for manuelt at hive ankeret op. At få det i manuelt er nemt nok ved tyngdekraftens hjælp. Som standard følger der en løftestang med til det elektriske ankerspil, som man kan bruge til manuelt at trække ankeret op med. Hvis man er heldig, kan man trække 15 cm anker op pr træk i stangen. Så det tager sin tid, hvis man fx har 40m kæde ude.
Vi nåede frem til en metode med at sætte en ankerkugle i en snor til ankeret, med det formål at vi ved hvor ankeret ligger begravet. Desuden satte vi en anker”sjækel” i enden af et langt tov. Ved problemer med det elektriske ankerspil, skal vi så dykke ned og sætte anker”sjæklen” fast til kæden nær ved ankeret. Tovet fører vi op til et spil ved masten. Ved at bruge spillet kan vi trække kæde og anker op. Undervejs skal man bare lige styre at ankerkæden kommer rigtig på plads og den ikke bliver viklet ind i det ekstra tov.
Vi semi-afprøvede det. Dvs vi trak noget af ankeret op manuelt og noget med det elektriske ankerspil. For nu virkede ankerspillet igen, efter et par dages pause. Det har nok været glad for al den “massage” det havde fået de sidste to dage. Læringen er, at der altid sker noget på en båd, og at man skal være klar til en plan B og C, der er vi nu. Og ankerspillet kører fint, så vi får set på relæet senere.
Den 21/1 sejlede vi til Bequia igen (i halvt modvind og skrå modbølger). Vi kastede anker igen i Admiralty Bay og havde dejligt fladt vand. Efter en rolig nat, på trods af 20-30 knobs vind, gik Leif igang med at skifte nitrilgummiet i de 4 inspektionsluger. Een alluminiumsluge blev taget af ad gangen. Det afslørede tydeligt at nitrilgummiet var gået totalt i opløsning. Der sad noget på kanterne, men hele midterstykket var faldet ned i dieseltanken. Leif havde hele armen nede i dieselen og samlede gummistykker op.
Efterfølgende blev nyt gummi sat på og alluminiumslugen skruet fast igen.
Vi har heldigvis stor erfaring med at diesellugten forsvinder efter 1 døgns tid, når bare der bliver luftet godt ud. Så næste dag var der store rengøringsdag i bagkahytten og der luftes stadig ud. Den er allerede helt klar til når vi får gæster.
Vi tænker ofte på et citat fra nogle langturssejlere – Carsten og Vinni Breuning, der har skrevet et par bøger om nogle af deres sejladser: “At være langturssejler er at reparere båd i eksotiske omgivelser”.
D. 24/1 sejlede vi tilbage til CANOUAN, men denne gang til et roligere sted, i god læ af kysten, og med rev flere steder. Lugerne holdt fint til turen, de er tætte nu. Her holdt vi Helles fødselsdag i smukke omgivelser og med hjemmelavet biksemad og spejlæg, efter ønske. Vi bliver her en ekstra dag, fordi der skal være gode chancer for at se spændende undervandsliv her. Derefter tager vi videre sydpå til de smukke rev-øer, vi kun er nogle få sømil væk fra.
