Nu er vi godt inde i vinteren. Vi er igang med forberedelserne til foråret 2022.
Planen (dvs plan A) er, at vi tager ned til båden i Port Napoleon i Frankrig ca. 1. april 2022.
Her skal vi gøre LUNA klar til at sejle. Vi planlægger at forlade Port Napoleon for sidste gang i mange år, for at sejle videre ud i verden.
April, maj, juni 2022 står på sejlads ned langs Spaniens Middelhavskyst.
Noget af juni og juli skal LUNA ligge i havn et sted i Sydspanien eller måske i Marokko.
August, september 2022 sejlads til De Kanariske Øer, hvor LUNA så skal være frem til november.
Slut november eller december 2022 vil Leif og ca. 3 andre sejle over Atlanten fra De Kanariske Øer til Caribien. Bemandingen tror vi er på plads, men afgøres endeligt lige før sommeren 2022. Til den tid kontakter vi selvfølgelig dem, der har meldt sig som interesserede.
Forberedelserne består bl.a. i:
– Indkøb af diverse udstyr til LUNA.
– Forberede diverse ruteplanlægning.
– Leif tager Yacht Skipper 1.
– Helle vil tage VHF-radio certifikat.
Og så har vi fået værftet i Port Napoleon (Global Nautic) til at lave en række forbedringer på LUNA:
– Der er sat ny metalplade på ude foran ved ankerholderen – anker davit. Den eksisterende var dårligt lavet, og gav problemer ved løft af ankeret, nu har vi fået 3mm stålplade.
– Vi får sat trappetrin på masten. 3 trin forneden og 2 trin foroven. Det betyder, at det bliver nemmere og mere sikkert at arbejde ved masten, når storsejlet skal pakkes sammen. Og hvis man skal op i masten på åbent hav, er det muligt at stå lidt mere fast i toppen.
– Vi får nye træ-fodlister sat op hele vejen rundt om båden, de gamle var i stykker og meget grimme.
– Vi skulle have serviceret det eksisterende ferskvandsanlæg (watermaker), der er ca. 20 år gammelt. Men det viste sig, at det ikke har været brugt i mange år, og har alvorlige fejl. Så det kunne ikke betale sig at servicere og reparere på det. Istedet får vi installeret et nyt ferskvandsanlæg, der kan lave 35 l ferskvand i timen. Det kører på 12v. Det betyder, at vi kan anvende vores overskud af solcelle-strøm og at det ikke bliver nødvendigt at have generatoren kørende (som var nødvendigt med det gamle).
Samtidig får vi installeret en luge (en hatch) i bunden af den store kistebænk i cockpit’et. På den måde bliver det muligt at komme den vej ned til teknik rummet, hvor ferskvandsanlæg og alt muligt andet teknisk udstyr findes.
– Desuden skal vi have LUNA bundmalet inkl. kølen. Det viste sig, at det var et større arbejde at få kølen af. Det er en sænkekøl, der “trækkes op” under bordet i salonen. Det ser ud til, den har været repareret eller taget af engang, hvor den åbenbart ikke er blevet samlet korrekt. Så det er dejligt, at kølen nu også bliver monteret korrekt. Lige nu er kølen sendt til sandblæsning.